Gi dig selv en go chef
Gi’ dig selv en god chef!
Foredrag på Mejeriet i Torup: Sådan kan du få dig en bedre chef uden at skifte job
Sted: Mejeriet i Torup, Torupvejen 135, 3390 Hundested
Er du ind i mellem træt af din chef? Savner du at føle dig set, hørt og anerkendt, selvom du har prøvet trænge igennem til chefen mange gange? Du er i så fald ikke alene. Utallige arbejdsmiljøundersøgelser viser, at bl.a. jobskifte, urolig nattesøvn, stress og anden mistrivsel ofte knytter sig direkte til et dårligt forhold til nærmeste leder.
Den gode nyhed er, at du selv kan gøre noget aktivt, der kan forbedre din chef og styrke jeres indbyrdes forhold. Dette uhøjtidelige fyraftensforedrag med karriererådgiver og forfatter Marianne Bækbøl handler om, hvordan du kan påvirke din chefs adfærd til gavn for dig selv. Gennem enkle og effektive ændringer af dit eget chef-mindset og din kommunikation kan du få chefen til at høre ordentligt efter, når du siger noget. Og til i højere grad at imødekomme dine behov og ønsker. Kort sagt, du kan få arbejdsglæden tilbage og hånden på rattet i dit arbejdsliv.
Måske tænker du, at det er umuligt at ændre på noget som helst ved din chef, men det er det ikke. Du går hjem fra dette foredrag fyldt med nyt mod og ny energi. Det får du fra genkendelige eksempler, gode råd, konkrete redskaber og konstruktive formuleringer, der er lige til at bruge på arbejde i morgen til gavn for din velfortjente arbejdsglæde.
Marianne Bækbøl udgav håndbogen ’Gi’ dig selv en god chef’ den 10. marts 2022 på Muusmann Forlag.
Læs mere på: https://www.mariannebaekboel.dk/
Der er fri entré til foredraget. Vi byder på lidt snacks, og bobler.
Det vil være muligt at købe et signeret eksemplar af bogen til fordelagtig foredragspris på dagen. Forside_gi dig selv en god chef_HIGH